Simon-holm.dk

Findes der en gud? Bliver jeg nogensinde nødt til at arbejde, og hvilket Metallica album er bedst? Disse spørgsmål slås en metallytter med inde i sit hoved hver dag, og nu vil jeg lette ham for et af spørgsmålene.

Kill em all
Deres mest beskidte og det er vel også en positiv udmeldelse i sig selv. Jeg synes, den er halvbøvet den her plade, og teksterne handler kun om at høre metal og drikke sig stiv. JAJA! Det har andre taget til sig som et livsforløb og som alternativ til at læse bøger, men det passer bare bedre til Metallica med ”rigtige” tekster.

Ride The lightning
Vi har at gøre med næsten episke sange her, men af en eller anden grund vokser man fra at høre ”Ride the Lightning.” Ligesom man vokser fra at høre Guns ’N Roses. Lyden er bare for diskant. Folk, der stadig hører det, fatter ingenting.

Master Of Puppets
Var den første Metallica plade, jeg hørte og måske også noget af det første metal, jeg kom til at dyrke. Vi var på lejr med FDF’ erne (en slags spejdere), og mens vi sad rundt om bålet og bagte snobrød, blev der proppet et bånd i min walkman, der støbte min musikalske smag (og fik mig til at melde mig ud af FDF). Master Of puppets oser så meget af frihed og nedbrydning af konventioner, at man forstår, hvorfor musik kan revolutionere kulturen ca. en gang hvert årti. En “Smells like teen spirit” inden for metalgenren.

And justice for all
Cliff Burtons savn spøger igennem alle numrene, og man kan fornemme medlemmernes tårer dryppe fra det nedslagne hår.

Den indadvendte afsked bliver desværre drevet for langt, og numrenes længde ødelægger oplevelsen hver gang. Bortset fra digtoplæsningen på ‘To Live Is To Die’ forbliver sorgen internt mellem de sortklædte herrer.

Pladens sidste nummer sætter dog verdensrekord i holdbarhed. ”Dyers fuckin’ Eve” opfinder den teknisk/melodiske trash en gang til, og denne lille parentes af et afslutningsnummer giver genlyd i al evighed.

Konklusion
Det er næsten vemodigt, at jeg skal sætte punktum for diskussionen om, hvad for et Metallica album der er bedst, men det er på tide at snakke om noget andet.

Jeg har divideret langt hår med distortion og ganget med Lars Ulrichs højde, og det giver altså resultatet.

Master Of Puppets!

Simpelthen uundgåelig. Havde de ikke lavet den, var den dokumentariske tudefilm overflødig.

Det afgjort bedste nummer i deres historie er dog ‘Dyers Eve’, som de næsten aldrig spiller live.

Sådan ser det ud når Metallica spiller Dyers Eve Live.

Dette indlæg blev skrevet mandag, 4. december 2006 kl. 5:48 pm og er gemt i Albums, Alle anmeldelser. Du kan følge kommentarerne til indlægget via følgende feed RSS 2.0. Du kan efterlade en kommentar, eller sende trackback fra din egen side.