Simon-holm.dk

Hvis der er noget der er bedre end norsk black metal, er det norsk black metal spillet af Satyricon.

Et scenarie udspillede sig på The Rock.

Der var langhårede mænd som gik og planlagde deres næste selvmordsaktion, hvor det kun er dem selv der kommer til skade naturligvis. Der blev råbt og skreget, der var bælg ragende mørkt, der var pisse elendig lyd.

De bedste rammer et blackmetalband kan have og de udnyttede det fuldt ud. Frost eksploderede på trommerne. Det har sat sine spor siden en fra Slagelse efter en “1349″ koncert gav ham en sherifstjerne, der gjorde hans brystvorte lidt længere og meget tyndere.

Bagefter åd vi pølser i alle pølsevogne vi kom forbi uden at blive smidt væk.

lldisposed har lavet det bedste metalnummer i Danmark “Return from tomorrow”, så vi var lidt (meget lidt) stolte af at skulle varme op for dem.

Jeg synes, det gik af helvedes til, men vi fik da rosende ord med som “vanvittig syg larm!” Vi havde virkelig øvet os meget denne her gang, og så får vi ikke en live-lyd, vi kan bruge til en skid.

De andre i bandet var tændte og lignede nogen, der kunne lide at stå på en scene. Cool. Min performance var som sædvanlig klasser over, hvad man kan forvente af en sanger og er en uudtømmelig inspirationskilde for andre bands.

En skaldet fyr pegede op på Illdisposed under deres koncert og sagde

Du skal lyde som ham, du skal snakke som ham, du skal veje det samme som ham. Sådan noget sludder skal man lægge øre til, når man er ude at formidle sin kunst.

Stemningen og publikumsantallet var i orden på The Rock, og det smittede af på spilleglæden hos de fremmødte amatørbands.

Jeg tror, det er 3. gang, jeg oplever Deadicated og synes, at stilen lægger sig fast på noget tungt thrash, men kan ikke helt fastslå eventuelle forbilleder. Forsangeren growlede ganske overbevisende men kunne godt lægge tonelejet lidt dybere.

Trommespillet var tight, men her kunne der også godt spilles lidt hårdere. De bedste trommeslagere i mine øjne er de potentielle dørmænd, som i stedet for at søndertæve gæsterne lader det gå ud over et sprit nyt trommesæt.

Det næste band har jeg glemt hvad hedder, men de er, hvad jeg kalder et feature band. De kommer ikke frem på det musikalske men på en ting de kan, som er unik. Bandet´s feature var, at sangeren spredte sig over growl, powermetal sang og high pitch skrig.

Nu handler growl jo ikke om, at man skal forstå hvert eneste ord, jeg har selv været der. Det var nu alligevel underligt, at der slet ikke blev frembragt ord men kun dybe hals lyde. Måske var der ikke nogen tekst, måske havde han glemt den, måske havde han bare ikke noget fornuftigt at sige ? Jeg har det på samme måde, hver gang jeg spiller en koncert.

Aftenens mest hårdtslående act var så afgjort den efterfølgende bytur.

Deftones skabte på deres to første plader “Around the fur” og “Adrenaline” en gennembrydende lyd, der er blevet kopieret af andre bands lige siden. På “Saturday Night Wrist” har de valgt at trække sangene over i et blødere univers, men det virker tvetydigt når et nummer starter hårdt for derefter at skifte genre til svævende pop. Det er tydeligt at hører inspirationer fra bl.a. “The Smiths” og stilen på pladen kan også sammenlignes med coverversionerne på ”B sides and rarities”.

Nummeret “Combat” er gennemført og samtidig i den stil Deftones fik deres success på. En tung guitar i bunden som gennnemtrænges af skærende skrig og et ømt omkvæd. Kan mærkes i hele kroppen.
Hvis jeg lukker øjnene, er det som at være foran orange scene 1998. Deftones fyrer den af i stegende sol og crowdsurferne danner næsten et tæppe oven på publikum. Det kan ikke opleves igen.

Få har hørt om Anaal Nathrakh endnu, men deres støjende grind/blackmetal er så catchy at de kan blive det næste gennembrud for den ekstreme musikgenre efter Dimmu Borgir. Dog tåler de to bands ikke sammenligning da Anaal natkrakhk’ s musik er langt mere intellektuelt orienteret.

Deres nye plade Eschaton beskriver et computerprogram som kan forudsige jordens undergang, hvilket så er i 2012 ifølge Anaal Natkrakh.

Anaal Nathrakh er trendigt i øjeblikket, ingen tvivl om det. Hvis du kan afsløre dit kendskab til dem for folk i overklassemiljøet bliver du opfattet som en af dem.

Ser du en lækker high class tøs på Nasa, kigger du hende i øjnene og siger.

”Jeg er helt vild med Anaal Nathrakh’ s hyperblast, nekrogore stil og når jeg hører nummeret ”Between Shit And Piss We Are Born” føles det som om mit hoved eksploderer.

Aldrig før eller siden har et så gennemarbejdet album set dagens lys. Alle numrene fremstår selvstændige og indeholder så meget dybde at man kunne kreere 10 nye metal plader ud af dem.

”Wheels of fire” får en til at føle at man kører 300 km/t gennem byen (evt. ind i nogen som står i kø til et diskotek).

”Crown and the ring” er indspillet i en kirke, (for akustikkens skyld vel), med et kor på 100 mand. Nummeret kunne nemt være underlægningsmusik til storslåede film scenarier som Braveheart eller Gladiator.

”Heart of steel” er en ballade som starter langsomt med stemningsfulde klaverakkorder, akkompagneret af Erics kraftige stemmme. Handler om at være stærk nok i troen til at brænde alle broer bag sig og aldrig se sig tilbage. Afgjort et af deres bedste skæringer. Nummeret findes også på tysk, live i Tyskland!

Titel nummeret ”Kings Of Metal” burde være en fælleshymne til hele genren og er også godt at drikke fadøl til. Har jeg hørt.

“Kings of metal” er en klassiker, og burde være kendt af alle som har mere end 10 metalskiver stående på hylden. Enten hader man deres egocentriske tekster og vikinge/læderbøsse outfit, eller også dyrker man det som en religion. Jeg hører så afgjort til den sidste kategori.

Jeg bedømmer hermed “Kings Of Metal” til at være den bedste udgivede plade nogensinde.